Mindesten – Muistomerkki 2004
af Erkki Kalevi Trige (Heiskala)
Projektet havde været i støbeskeen allerede i 1999 som en tanke, som jeg havde fremsat for forskellige personer, som jeg havde mødt ved den reception, som hvert år den 6 december (Finlands Selvstændighedsdag) bliver afholdt af Finlands ambassadør. Stenen skulle ”selvfølgelig” være finsk granit, udsmykningen skulle være replica af medaljen ”Benignitatis Humanæ Finlandia Memor”, stedet skulle være Churchillparken i København, tidspunktet september 2004. Tanken blev alle steder modtaget med stor imødekommenhed – ja nærmest begejstring – og jeg blev på den baggrund nødt til at sætte den i værk. Da en sådan opgave ikke kunne løses af mig alene, spurgte jeg Marianne Lyngbye om hun ville deltage i arbejdet. Vi havde i år 2000 haft et frugtbart samarbejde om at få vores forenings medlemmer motiveret for at rejse til Helsinki i midsommeren og fejre 60-året for de første finnebørns ankomst til Danmark. Nu gjaldt det om at tilrettelægge et projekt, som vi skulle skaffe penge til. Sagen blev forelagt for Suomalaislapset Tanskassa Yhdistys´ generalforsamling i 2001 og vedtaget i det medlemmerne ydede tilskud.
Mit samarbejde med Københavns finske forening kom i stand i 2002. Det var ved en sådan reception, at jeg lærte Københavns finske Forening og dens energiske formand – Kristiina Fristoft – at kende. Kristiina ville deltage i projektet, som jo skulle finde sted i 100-året for foreningens stiftelse. Komitéen kom i løbet af nogle måneder til at bestå af:
- Erkki Kalevi Trige, Foreningen af finnebørn i Danmark
- Marianne Lyngbye, Foreningen af finnebørn i Danmark
- Gunnar Bergström, Foreningen af finnebørn i Danmark
- Kristiina Fristoft, Københavns finske forening
Komitéen har holdt 24 møder, har kørt flere tusind kilometer, drukket et utal kopper kaffe og har haft held og uheld (og held i uheld) i løbet af projektet. Vi lærte en masse venlige mennesker at kende og løste delopgaverne således, at vi vidste, at projektet kunne blive realiseret. Protektor blev Finlands ambassadør i Danmark, Hans Excellence Pekka Ojanen. Tidspunktet blev fastsat til den 25 september 2004.
Københavns kommune blev kontaktet af Kristiina. Vores reference blev Bygge- og Teknikforvaltningen, Vej & Park, Jens Peter Munk, som gik ind for projektet med iver og begejstring. Stedet blev udpeget. Jeg vil påstå, at det er Københavns smukkeste park, som besøges og passeres af tusindvis af Københavnere daglig og af en masse turister i sæsonen.
Stenen blev skænket af den finske stat med bistand af venner i Finland. Erkki Heinilä og rigsdagsmand Olli Nepponen. Jeg skulle blot komme til Finland og udpege den sten, det skulle være. Så kunne vi bare afhente den, når vi ønskede det. Stenen stod i Salpa-forsvarslinien i Sydøstkarelen som panserspærring. Siden den blev brudt har stenen således haft et formål. Kymmene militärlen rensede stenen for mos og stillede den i Kouvula til afhentning.
Transporten sørgede Gunnar for. Stenen blev bragt til Bjæverskov, hvor ankomsten blev fejret med champagne og petitfour.
Et særligt problem bestod i, hvorledes man lavede en kopi af en medalje med 5 cm diameter i størrelse 30 cm. Vi troede, at en kunstner skulle gøre det og spurgte og besøgte flere i den anledning. Jeg drøftede dette problem med alle og enhver og pludselig var problemet løst. Min venindes søn, Jens Larsen, fortalte, at en sådan opgave skulle løses teknisk og ikke kunstnerisk. Man scannede medaljen 3-dimensionalt og med ”filen” skabte man matricen, hvormed man støbte medaljonen i den størrelse, man ønskede. Hans ven William Dræger udførte denne delopgave. Matricen ankom fra USA og støbningen blev udført af Ålborg Bronzestøberi.
Gunnar kendte en stenhugger i Køge, som glad påtog sig opgaven at klargøre Mindestenen. Opgaven fik særlig betydning for Bo Andersen, da han erfarede, at hans bedsteforældre havde haft et finnebarn. Stenen skulle være flad i bunden. Derfor blev den bragt til Jyderup, hvor den blev savet over. Derefter blev den bragt til Køge, hvor udsmykningen blev udført. Opstillingen i Churchillparken skete aftenen før afsløringen.
Programmet blev drøftet ved flere møder i komitéen og hos ambassadøren. Vi ønskede at indlede dagen med en fælles dansk-finsk gudstjeneste. Stedet skulle være Kastelskirken og Hærprovst Ole Brehm Jensen stillede sig med glæde til rådighed sammen med den finske Feltbiskop Hannu Niskanen. Marianne og Kristiina aftalte alt, og gudstjenesten forløb værdigt og smukt. Alle honoratiores fra Danmark og Finland og også Københavns biskop Erik Normann Svendsen deltog.
Afsløringen blev foretaget af Ambassadør Pekka Ojanen i strålende efterårssol, indrammet af faner, musik, taler og afsyngelse af nationalsangene. Hjemmeværnet ville med glæde stille Københavns Hjemmeværns Musikkorps til rådighed. De havde indøvet Sibelius ”Finlandia”, som afsluttede ceremonien. Prins Gustav Ensemblet sang nordiske sange. Resultatet blev en smuk ceremoni, som kaldte mange følelser frem hos indbudte gæster og de ca. 300 ”Finnebørn” og medlemmer af Københavns finske Forening, der overværede den højtidelige afsløring af ”Mindesmærke – Muistomerkki 2004”.
Jeg håber, at samarbejdet fra projektet mellem Suomalaislapset Tanskassa Yhdistys og Københavns finske Forening kan fortsætte. Vi har nu et fælles sted i København, hvor vi kan mødes uformelt hvert år d. 25 september kl. 12.00 til eftertanke om den alvorlige baggrund, for derefter at nyde samværet og sammenholdet mellem finner i Danmark.
Jeg takker for samarbejdet i komitéen og ønsker os alle tillykke med mindesmærket for vores plejeforældre, samt solidaritetsfølelsen i befolkningen i de svære år.