Et glædelig gensyn og ideen til opstart af foreningen
af Kai Palomäki Schmidt
Påskedag 1992 sad jeg dovent henslængt i sofaen med avisen efter vel overstået morgenmad (friske rundstykker, kaffe + en gammel dansk). Solen skinnede, og det så alt i alt ud til at blive en dejlig dag. Det blev det også, blot på en helt anden måde, end jeg havde ventet. Pludselig ringede telefonen – det kommer vel altid pludseligt – jeg tog den, og i den anden ende sagde en stemme: “Dav, det er Olavi ! Kan du huske mig ?” Og det kunne jeg da. Jeg havde mange gange i de forløbne år tænkt på min “reserve-storebror” – min rigtige storebror, Kalle, var jo blevet i Malmi i 1942, da jeg kom afsted. Min søn Finn, er delvis opkaldt efter ham, idet han har Olavi som mellemnavn. Olavi blev sendt hjem i 1947 som det sidste finnebarn i Hoptrup bortset fra mig, som altså blev der.
Olavi blev senere ansat i Finnair og havde derfor lejlighed til at rejse gratis nogle gange om året. Turen gik til Danmark med jævne mellemrum fra midten af 50’erne. Ved sit besøg i 1955 gik han ind i min danske fars butik for at hilse på mig, men han fik den besked, at jeg var i Ulfborg – det ligger et stykke vej nord for Ringkøbing. Der var jeg lærer, sagde min far. At jeg kun skulle være der i 3 måneder “på græs”, glemte han desværre at fortælle. Olavi troede, at jeg i al evighed var begravet derude i det vilde vesten, mens jeg i virkeligheden havde slået mig ned i Haderslev og fra 1962 på P.A. Madvigsvej nr 17. Han spurgte ikke efter mig ved sine andre besøg, før altså i 1992 – efter 45 års forløb !
Han havde 3 danske brødre, men var mest knyttet til den yngste, Ernst, som stadig boede i Hoptrup – det var altid ham, han besøgte, men han så dog også lejlighedsvis ind til en anden af brødrene, Thorkil, som boede i Haderslev, og det endda på P.A. Madvigsvej – blot på den modsatte side ca 7-8 huse længere oppe ad gaden ! D.v.s. at han adskillige gange i årene efter 1962 er kørt lige forbi min gadedør uden at vide, at jeg altså boede så tæt på !!
Men tilbage til 1992 ! Olavi kom naturligvis ud til os samme dag og vi snakkede længe om “de gamle dage”, og om hvordan det var gået os siden. Han fortalte også om finnebørnsforeningen i Helsingfors, og at en lille flok på 11-12 ville komme til Danmark i efteråret. De skulle mødes på en lille pension i Vigsø. Det er helt oppe i det nordligste Jylland tæt ved Hanstholm. Det var et lidt mærkeligt afsides sted, men det havde været et yndet feriested for den familie, som Olavi havde været hos – derfor blev det der, de ville være de få dage, opholdet varede.
Jeg blev inviteret, og på en eller anden måde dukkede også Olavi Niikanoff op. Jeg ved ikke, om de to Olavi’er kendte hinanden i forvejen, men Niik havde jo tidligere startet en finnebørnsforening her i Danmark, men den blev der ikke holdt liv i, uvist af hvilken grund. Desuden var en af “mødrene” fra krigsårene med, nemlig Gertrud Jørgensen, som dengang i 1992 var langt over 80 år. Hun holdt en flot tale for os og naturligvis specielt for “hendes” to finnebørn, som var med på turen. De var fra Jyväs-kylä.
Det var her i Vigsø, at Olavi fik mig sparket i gang med at finde frem til andre “finnebørn” ! Niik gav mig en liste med 15-16 navne, men det var ikke alle finnebørn. Nogle var plejeforældre, et par stykker var “søskende”, men hos 8-10 var der “bid”. Andre læste nogle af de ting, jeg sendte ind til lokalaviser rundt omkring – de store aviser, Politiken og Berlingske Tidende ville ikke omtale foreningen – “der kom så mange henvendelser om den slags”, var svaret fra Politiken, mens Berlingske Tidende overhovedet ikke reagerede.
Foreningens start
D.6.december 1992 – på Finlands 75.års selvstændighedsdag – holdt “SUOMALAISLAPSET TANSKASSA-YHDISTYS” det første møde i Haderslev. Vi startede på Museet, hvor Foreningen NORDEN havde arrangeret en udstilling om Finland. Der var også et foredrag om Kalevala af et ægtepar fra Tønder, og bagefter kørte vi hjem til mig til lidt mad og snak. Her fik jeg lidt af en overraskelse ! Jeg havde været lidt betænkelig ved at føre sådan en flok på ca. 20 personer sammen – personer, som ikke havde set hinanden før og var ganske fremmede overfor hinanden, men det var, som om de altid havde kendt hinanden! Snakken gik fra første øjeblik frit og utvunget, og det har vist præget forsamlingen siden – vi kender ikke meget til hinanden, men vi hører alligevel sammen !
Det var ved dette første møde, at jeg udnævnte mig selv til en slags formand, som skulle sørge for videre reklame samt planlægge det første rigtige møde med generalforsamling m.m. Det fandt sted i juni 1993 på min skole, hvor vi valgte bestyrelse, vedtog det første udkast til vedtægter og i det hele taget fik foreningen i gang. Og så er det bare gået fremad, så vi nu er ca. 155 medlemmer, fra Californien i vest til Lahti i øst, men naturligvis flest i Danmark ! De ca. 140 er “finnebørn”, men der er også 13 fra 2.generation, 3 efterlevende ægtefæller til finnebørn samt 2 af de lotter, som i sin tid ledsagede os til Danmark.