Vinterkrigen: 30 nov 1939 til 13. marts 1940
I efteråret 1939 opstod der – ligesom mellem andre lande i Europa – uenighed mellem Sovjetunionen og Finland. Sovjetunionen påstod, at de følte deres storby, Leningrad (nu Sankt Petersborg) truet p.g.a. dens nære beliggenhed til Finland. Finland ville ikke afgive land i Karelen, og derfor angreb sovjetiske hærstyrker flere steder langs grænsen, mens sovjetiske fly bombede de større, finske byer. Dermed startede “Vinterkrigen” d.30.november 1939. Den varede blot i godt 100 dage, idet den sovjetiske overmagt var alt for stor trods tapper, finsk modstand. D.13.marts 1940 sluttedes fred, og Finland måtte afgive Karelen, et stort land-område i Midtfinland samt “armen” mod nordøst, så byen Petsamo gik tabt sammen med adgangen til Ishavet.
Allerede under Vinterkrigen blev adskillige børn sendt ud af Finland. Mange til Sverige, men det var hovedsageligt til familie eller venner, altså på privat basis. Både Danmark og Norge tog også mod et mindre antal (ca 120 til hvert land), men de fleste vendte hurtigt tilbage efter fredsslutningen.
Fortsættelseskrigen: 25. juni 1941 til 4. september 1944
I slutningen af juni 1941 startede krigen igen. Denne gang under navnet “Fortsættelseskrigen”, idet de finske politikere betragtede den nye krig som en fortsættelse af Vinterkrigen, som man havde tabt. Man håbede at kunne vinde det tabte tilbage, idet man nu var forbundsfælle med Hitlers Stortyskland, som netop havde angrebet Sovjetunionen (Operation Barbarossa). Det blev en ny, hård krig, hvor Finland på flere områder ikke fulgte Tyskland. Bl.a. nægtede Finland at deltage i den langvarige belejring af Leningrad, ligesom man gjorde alt for at forhindre deportationer af jøder til koncentrationslejre i Tyskland eller til tyskbesatte områder.
Det var her under fortsættelseskrigen, at evakueringen af børn fra Karelen og de større finske byer for alvor tog fart. Det var naturligvis nabolandet Sverige, som måtte tage den største del. Man regner med hen imod 65.000 børn. Det præcise antal kendes ikke, idet man ikke har styr på de private aftaler. Til Danmark kom der ca 4.000 børn, og heller ikke her kender man det præcise antal, idet arkivet på “Finlandshjælpen”s kontor i København blev brændt, fordi krigen igen ændredes, så den tidligere forbundsfælle Tyskland i 1944 blev Finlands fjende, da Finland endnu engang måtte slutte fred med Sovjetunionen. Der skete d.4. september 1944, hvorefter Finlands tredje krig indenfor 6 år startede.
Den tredje krig: 1. oktober 1944 til 27. april 1945
En af fredsbetingelserne var nemlig, at finnerne skulle internere eller fordrive de tyske tropper i landet. Det kom til at betyde, at store dele af Lapland blev fuldstændigt ødelagt, da tyskerne brugte den brændte jords taktik ved tilbagetrækningen mod det stadig besatte Norge. Det førnævnte arkiv på Finlandshjælpen´s kontor blev destrueret for at forhindre tyskerne i at få navnelister over de finske børn som på det tidspunkt stadig var i Danmark – nu var de jo fjendens børn og skulle så måske interneres.
Formålet med at sende så mange finske børn væk fra deres hjem og familie, var dels at beskytte dem mod krigen, men måske mere for at give dem lejlighed til at få bedre ernæring i en periode. Den oprindelige mening var, at børnene skulle være i Sverige eller Danmark i en kortere periode – måske kan man sammenligne med tidligere tiders “Københavnerbørns sommerferieophold på landet”. Det blev dog som oftest noget længere tid end den danske sommer-ferie, ofte et halvt år eller mere og for mange helt til krigens slutning.
Af de ca. 4.000 børn, som kom til Danmark, regner man med at ca 350 fik lov at blive i Danmark for bestandigt. Nogle dog efter at de i en periode var tilbage i Finland uden at kunne finde sig til rette i deres gamle land, fordi de havde glemt deres tidligere sprog, men også fordi de var groet sammen med deres nye danske familie, som de havde boet hos i mange år. De sidste organiserede hjemsendelser fra Danmark fandt sted i 1947.