Foreningen

Foreningens berettigelse (skrevet ca 2000).

Og hvad skal denne forening så egentligt ? Har den nogen berettigelse overhovedet ? Ja, det har den åbenbart, i det mange af “finnebørnene” har sagt, at de i den grad nyder at træffe og snakke med andre “finnebørn”, at det ligefrem har ændret deres livssyn! De er blevet friere og gladere, men det gælder måske mest dem, som har haft nogen modgang i livet.

Der er desværre også adskillige finnebørn (jeg har ca. 30 navne udover de 140, som er medlemmer), som ikke ønsker at være med i foreningen, idet de slet ikke føler nogen tilknytning til Finland længere. Det betyder, at jeg har fundet frem til hen imod halvdelen af dem, der blev hernede, idet man regner med 350-400, som ikke vendte tilbage.

Men en del er nok døde – vi er jo alle over 60 år nu.

Mit håb er, at vi stadig kan mødes engang imellem som ved årsmøderne, men også under mere afslappede forhold i mindre grupper rundt omkring i landet – og hvorfor ikke bare falde ind, når vejen fører fordi et sted, hvor et andet finnebarn bor? Jeg har gjort det nogle gange, og har fundet ud af, at det er bedst lige at ringe i forvejen, men det betyder slet ikke, at der så skal serveres en hel masse – en kop kaffe eller en øl samt lidt snak er udmærket. Og så skal vi fokusere på de lyse sider af tilværelsen ! Vi må ikke begrave os i tanken om, at vi er “de udstødte”, som Finland ikke ville have igen – de fleste af os blev her jo af egen fri vilje eller vendte tilbage til Danmark efter at have været i Finland kortere eller længere tid, fordi det trods vores glæde og stolthed over Finland alligevel er her i Danmark, vi føler os hjemme !

Vi er i virkeligheden de heldige! Det fik jeg da også at vide for et par år siden, da min bror ad omveje (via Olavi Oksa, min barndomsven, som stadig kan snakke dansk) han fortalte mig, at min bror stadigvæk – altså endnu efter ca. 60 år – var, om ikke misundelig på mig, så i hvert fald bitter over, at det kun var mig, der fik chancen til at komme til Danmark, for han skulle jo have været med mig på rejsen, men ganske få dage før vi skulle af sted – det var den 2. juni 1942 – fik min mor besked om, at der desværre alligevel ikke var plads til Kalle.

Møderne og andet foreningsarbejde

Siden dette første møde har vi holdt det store årlige møde i den anden weekend i juni skiftevis øst og vest for Storebælt, så det ikke altid er de samme, som skal på den lange rejse hvert år. Vi plejer at kunne samle mellem 60 og 80 deltagere, hvoraf ca. 2/3 er “finnebørn”, mens resten er ægtefæller.

På mødet er der generalforsamling. Desuden har vi som regel et foredrag – i Roskilde af tidligere Generalløjtnant Hillingsøe, som ved alt om Vinterkrigens strategi. Ved en anden lejlighed har Presseråd Rolf Johansson fra Den finske Ambassade fortalt om den danske deltagelse i Vinterkrigen. Ved mødet i Brobyværk i år 2000 så vi skuespillet “Kainos sang” om et søskendepar fra Finland og deres vanskeligheder ved evakueringen.

Foruden generalforsamling og foredrag har vi også altid noget ganske andet på programmet. Vi har været på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, på Storebæltsudstilling, da broen nærmede sig sin afslutning, på Spøttrup Borg i Nordjylland, på sightseeing i marsken ved Højer og på Rømø, på rundvisning på Sorø Akademi og engang var der endda mulighed for at få en tur i svævefly, da vi holdt mødet på Skrydstrup Flyveplads, så programmet er så varieret som muligt, men efterhånden, som alderen begynder at trykke, så må vi nok sortere det mest vilde fra !

I sommeren 2000 var ca. 50 af os på “mindetur” til Finland i juni. Vi var til mindegudstjeneste i Vanha Kirkko, på rundvisning i Riksdagen, vi nedlagde en krans ved Mannerheims grav og naturligvis på sightseeing i Helsingfors, ligesom et par firmaer havde inviteret til rundvisning med efterfølgende frokost.

Af denne grund var mødet i 2000 indskrænket til en lørdag (normalt en weekend), men programmet er alligevel fyldigt. Om formiddagen så vi som nævnt skuespillet “Kainos sang” – et stykke skrevet af Urban Lindh og baseret på virkelige begivenheder, som en svensk “finne-pige” (finsk krigsbarn i Sverige) har gengivet dem. Det er teatergruppen “Skægspire”, som har stykket på programmet, og det er beregnet på at blive vist på skoler rundt omkring i landet.

Efter frokosten spillede Odense Skoleorkester for os en times tid og ca. kl. 15.30 gik “finnebørnene” til generalforsamling, som plejer at tage et par timer. Kl. 18.30 er der så “festmiddag” og selskabeligt samvær til sengetid, hvor nogle overnattede på stedet, mens andre kørte hjem.

Foruden det store møde holdes der hvert efterår lokale møder henholdsvis i øst og i vest. I øst har det oftest været i Sorø, hvor Auri sammen med sin nu desværre afdøde mand arrangerede mødet i et spejderhus, som de har adgang til, mens det her i vest som regel er i Hoptrup, hvor jeg kan låne “fælleshuset” midt i byen. Vi kan samle 30-35 i Hoptrup, mens de i øst – hvor 2/3 af medlemmerne bor – har været over 50 deltagere inkl. ægtefæller. Det er altid endagsmøder med start ca. kl. 11, frokost fra kl. 12 og kaffebord ved 3-4 tiden, hvorefter man igen siger farvel og på gensyn !

Ud over disse årlige møder holdes forbindelsen ved lige med et antal medlemsbreve, som rummer beretninger om enkelte finnebørn, om finnebørn generelt, om Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen, og også artikler om Finland i al almindelighed. Emnet “finnebørn” er meget “in” for tiden, så der er stof nok at øse af, endnu da ! Det bliver som regel til 10-12 breve pr år, og hvert brev indeholder op til 15 A4-sider, hvoraf de fleste er trykt på begge sider, så det er naturligvis ikke meningen, at man skal læse det hele straks !

Der skal naturligvis lidt økonomi til, men det årlige kontingent bliver holdt nede på 175 kr. – de nordiske medlemmer dog lidt mere pga. de lidt højere portoudgifter. For at få det til at løbe rundt sælger Foreningen T-shirts med logo, emblemer, finske flag og logo til at sætte på bil eller campingvogn, samt tidligere bøgerne “Med lapp om halsen” og “Finnebørn”, som dog nu begge er udsolgt.

Hør nærmere

Hvis du er “finnebarn” eller måske kender en, som er det, så kontakt os. Det betyder ikke, at du skal være medlem, men måske får du lyst til at være med, når du hører mere om