Nyheder

9. december 2016 | Nyhedsbrev november 2016

Nyhedsbrev November

2016

Nyt nyhedsbrev

Kære medlemmer af Foreningen for Finnebørn i Danmark. Dette er det første nyhedsbrev, I får fra mig og bestyrelsen, siden vi blev valgt ved generalforsamlingen i maj. Jeg beklager den lange ventetid, som skyldes at jeg i mellemtiden er flyttet og har skiftet arbejde. Derfor hedder nyhedsbrevet november, selvom det kommer i december. Der vil komme endnu et nyhedsbrev inden jul.

Nyhedsbrevet ser lidt anderledes ud, end I er vant til, og hen ad vejen vil det ændre sig endnu mere. Men forandringerne vil ske løbende og i små ryk.

Allerede nu er der mange medlemmer, der har ønsket at modtage nyhedsbrevet elektronisk. Så det bliver hermed første gang, at en del får brevet tilsendt per mail i stedet for per brev.




Nyheder per e-mail

Ønsker du at modtage nyheder fra foreningen per E-mail?
Send en mail til Trine Daimi Kalliomäki på adressen: trine@trinedaimi.dk.
Skriv dit navn og adresse i mailen, så jeg kan tilføje dig til mailinglisten.

 

»Medlemmer, der ønsker fortsat at modtage nyhedsbrevet i en kuvert sendt med posten, skal ikke foretage sig noget. Vi sender brevet som sædvanlig.



Bestyrelsen

Generalforsamlingen i maj valgte en ny bestyrelse. Ny forkvinde for foreningen er Trine Daimi Kalliomäki.

Bestyrelsen konstituerede sig i forbindelse med mødet på Fyn den 8.10. således:

Næstformand René Väyrynen,

Kasserer Katja Wass,

Webmaster Jarmo Lehtonen,

Medlemsmødearrangør Niels-Ivar Eriksen.

Suppleanter til bestyrelsen er Liselotte Kalliomäki og Vivi May Kalliomäki.

Bogføring Kim Wass.
Revisor Airi Jensen.
Revisorsuppleant Esteri Ojala.




Nyt fra Trine Daimi

Det er med stor glæde og stolthed at jeg påtager mig hvervet som ny forkvinde for Foreningen af Finnbørn i Danmark.

Og det er med tilsvarende stor stolthed, at jeg her i brevet præsenterer den ny bestyrelse. Vi er en flok entusiaster, der alle brænder for sagen med hvert vores udgangspunkt, og jeg er overbevist om, at vi nok skal tage vare på foreningen, så den kan være et samlingssted for finnebørn i Danmark og efterkommere langt ud i fremtiden.

Som jeg sagde umiddelbart efter, jeg havde modtaget valget som forkvinde for foreningen, så er finnbørn i Danmark en sag, som jeg brænder for. Jeg føler en særlig tilknytning til Finland og slægtens rødder der.

Da jeg var 18 og netop havde afsluttet gymnasiet, valgte jeg at rejse til Finland et års tid. Jeg boede hos min faster i Helsinki, levede af at vaske trapper og gik til finsk på aftenskole. Det var en hård tid, for Finland var ikke landet fyldt med mælk og honning, som min far havde fortalt mig om.

Det var en barsk vinter med 30 graders kulde, sprogvanskeligheder og hårdt arbejde. Men det var også en tid, hvor jeg lærte sproget, kom til at kende traditionerne og min slægt. Jeg fik også nogle rigtig gode venner, som jeg stadig har.

Siden da er jeg rejst til Finland næsten hvert år og nogle år med længere ophold af 1-2 måneders varighed. Jeg har cyklet fra Lapland til Helsinki, været på sprogskole i Oulu og har tilbragt mange sommerferier i Helsinki.

Det tog rigtig fart, da jeg blev forfatter til Turen går til Helsinki og Finland. For i den forbindelse valgte jeg at begynde at læse finsk på universitetet. Jeg havde snuset til finskstudiet i midten af 1980’erne, men kunne ikke rigtig forlige mig med det på det tidspunkt. Men nu, hvor jeg skulle skrive rejsebogen om Finland, syntes jeg, at jeg skulle blive bedre til finsk og sætte mig ind i landets historie, sprog, litteratur og kultur.

Jeg har været utroligt glad for det studie, som jeg jo har taget efter, jeg blev kandidat i dansk og kvindestudier – så det er en ekstra bonus, at jeg sidste år blev bachelor i finsk. Desværre kan jeg ikke tage en kandidatgrad, da studiet nu er indstillet til lukning og derfor ikke optager nye studerende.

I forbindelse med at jeg har skrevet Turen går til Helsinki og Finland har jeg rejst omkring 20.000 kilometer i Finland. Jeg har været i alle større byer og i utallige små flækker. Så hvis du nævner et sted i Finland, er der stor sandsynlighed for, at jeg har været der. Bogen kommer i 14. udgave den 17. januar og er altså min tredje udgave.

Jeg har især været glad for at rejse i Lapland, hvor lyset er så betagende – jeg har mange gange kigget på uret kl. 3 om morgenen og er blevet overrasket over, at det ikke længere var dag – for lyset var det samme.

I Østfinland er jeg især betaget af Ilomantsi – den østligste by i Finland, som er stærkt influeret af den ortodokse kirke og traditionen med at synge vers, som er afspejlet i nationaleposet Kalevala. Det østlige Finland har noget mosekone/troldeagtigt over sig.

I Vestfinland vender jeg altid tilbage til Ulvegrotten ved Kristinestad, som vidner om menneskeliv her for 130.000 år siden. Vestfinland er samtidig der, hvor slægten kommer fra i Siikainen.

Tampere midt i Finland er nok min yndlingsby i Finland. Meget smukt placeret mellem store søer og med den karakteristiske fos, der løber tværs gennem byen og engang leverede uanede kræfter til byens industri. I dag har byen måske verdens højeste antal museer per indbygger. Her er museer for køleskabe, cykler og spioner, Lenin og meget mere.

Jeg blev glad for at mærke på seneste årsmøde, at mange har det som jeg: Vi er forbundet med Finland og føler en tilknytning, uanset om vi er vokset op der eller her, har været der som voksne, taler sproget eller har familie der i dag.

Jeg har brugt det meste af mit voksne liv på at komme overens med mit ophav og undersøge, dyrke og reflektere over min finske baggrund. Jeg har følt en tilknytning til landet fra jeg besøgte det første gang i 1972 og har siden udbygget og konsolideret den tilknytning. Jeg er som Katja også nævner her i brevet både finsk og dansk. Det kan ikke ses, men det kan mærkes.

I dag har jeg et dejligt forhold til Finland. Jeg kender det, har rejst så meget og oplevet så meget, har min familie der og vil altid have det med mig. I mit private liv, og i mit professionelle liv, hvor jeg skriver om Finland og af og til oversætter fra finsk til dansk.

Som forkvinde for Finnebørn i Danmark vil jeg arbejde for,

  • at jeres og vores historie aldrig bliver glemt og gemt
  • at vi kommer endnu tættere på hinanden og får de næste generationer med i fællesskabet
  • at skrive en bog om Finnebørn i Danmark
  • at gøre møderne til minderige oplevelser
  • at vi deler vores historie med hinanden og bruger møderne til at medlemmer kan fortælle om sig selv, så vi lærer hinanden at kende og får genopfrisket historier, som nogen måske har hørt før i gamle dage, men som ikke er presente.
  • At modernisere hjemmesiden så den bliver mere tidssvarende og er nem at finde oplysninger på.

 

Som brevet her afspejler, har jeg allerede arbejdet på at række ud til finner, finskinteresserede og andre, der kan bidrage med nyheder til vores nyhedsbrev. Det er mit ønske, at nyhedsbrevet fremover handler om både fortiden, nutiden og fremtiden og afspejler foreningens liv.

Ved mødet på Fyn tog jeg portrætter af medlemmerne. Det var rigtig dejligt på den måde at komme til at tale med alle, der var mødt op. Desværre har jeg siden fået stjålet min taske med mit kamera og mistede på den måde de skønne billeder. Det er jeg rigtig ked af og ærgerlig over. Jeg håber, at I vil stille op igen, så jeg kan fortælle jeres historie.

Og lad mig allerede her understrege, at bidrag fra medlemmer vil være meget velkomne. Det er ikke sådan, at du skal sætte dig og skrive artikler, hvis det ikke ligger lige for, men send mig gerne en mail eller et brev med tips, ideer eller en opfordring til at blive ringet op, så vil jeg gerne se på, om dit forslag kan komme med i nyhedsbrevet.

Bestyrelsen og jeg ønsker, at årsmødet 2017 bliver noget ganske særligt. Vi har derfor planer om:

  • at søge midler, så vi kan byde på noget ekstraordinært, uden at det bliver dyrere for medlemmerne/deltagerne.
  • at fremmødet bliver ekstraordinært stort ved at alle finnebørn opfordres til at tilskynde deres slægtninge til at komme med; børn, børnebørn, oldebørn, søskende, plejefamilier og andre, der har eller kunne have en tilknytning til foreningen – også selvom de ikke kunne ønske sig at blive medlem.
  • at sørge for god underholdning, der kan være sjov, festlig, oplysende, let eller alvorlig; her tænker jeg på historiske indslag om finnebørn, Finland gennem 100 år, musikalske indslag, kunst og fotoudstilling. Har du ideer eller ønsker, så send dem gerne til mig på mail: trine@trinedaimi.dk eller per brev til Trine Daimi Kalliomäki, Brobergsgade 16, 1427 København K.
  • at opfordre finnebørn, der ikke er medlem til at komme denne ene dag.
  • at invitere særlige gæster, der kan have interesse i at fejre dagen sammen med os.

 

De varmeste hilsener

Trine Daimi Kalliomäki


 


Kommende arrangementer


Østmødet

Nu er der dato på Østmødet. Det bliver 25. marts-2017 i Hedehusene. 


Landsmødet 2017 holdes 5.-7. maj

Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 5.-7. maj 2017. Vi holder landsmødet på Fyn og det bliver denne gang helt særligt. For vi har besluttet, at fejre både vores 25 års jubilæum og Finlands 100 års fødselsdag. Vi opfordrer derfor alle finnebørn til at tage deres slægtninge med til medlemsmødet, uanset om de er medlem af foreningen eller ej. Det vil fortsat kun være medlemmer, der har stemmeret på generalforsamlingen.





Fjelsted Skov Kro, Ejby på Fyn.

Praktisk om mødet Fjelsted Skov Kro:

Mødet i 2017 holder vi på Fjelsted Skov Kro, ikke ret langt fra Rørup, hvor vi netop har holdt et Vestmøde. Datoen vil være 5.-7. maj med frivillig ankomst fredag eller lørdag. Vi bringer priserne her, så I kan forberede jer. Selve bestillingen skal vi foretage i marts måned, så det vender jeg tilbage til. Priserne herunder er vejledende. Den endelige pris oplyser vi ved tilmelding.

Fredag serveres der fredagsbuffet og dessert. Lørdag vil der være: morgenmad/kaffe, formiddagskaffe/ frugt og kage, frokostbuffet, eftermiddagskaffe og kage, 3 retters menu serveret i eget lokale om aftenen. Søndag morgenmad Pris fredag-søndag

med overnatning i dobbeltværelse 1675,- pr. person med overnatning i enkeltværelse 2044,- pr. person Pris lørdag-søndag

med overnatning i dobbeltværelse 1045,- pr. person med overnatning i enkeltværelse 1174,- pr person





HUSK: Reserver weekenden den 5.-7. maj 2017 og inviter din familie med.






Landsmødet 2018

Landsmødet i 2018 afholdes på Emmaus galleri og kursuscenter, Højskolevej 9, DK-4690 Haslev

I weekenden den 25.-27. maj 2018. Sæt kryds i kalenderen allerede nu.



Fra den finske kirke

Satu Jørgensen fra den finske menighed fortæller, at der er en række arrangementer her op til jul.

Finsk messe og julesang
17.12. klo 14.00: De smukkeste julesange og kirkebasar i den Svenske Kirke.

Adresse: Svenska Gustafskyrkan, Folke Bernadotte Allé 4 (ved Østerport station).

17.12. klo 14.00 Kauneimmat Joululaulut ja basaari Ruotsalaisella kirkolla.

24.12. 15:00 juleaftensbøn i den Svenske Kirke. Adresse: Folke Bernadotte Allé 4 (ved Østerport station).

24.12. klo 15.00 Jouluaaton hartaushetki Ruotsalaisella kirkolla. Os. Folke Bernadottes Allé 4, (ved Østerport station).

Lämpimästi tervetuloa! Hjerteligt velkommen, Den Finske kirke i Danmark 

http://www.suomi.dk/kirkko/






Her finder du os:

Facebook:

Vi har en hemmelig gruppe, som findes på adressen:

https://www.facebook.com/groups/114844692056898

Du kan også finde gruppen ved en søgning på facebook, hvor du skriver finnebørn i søgefeltet.

 

Vi har en hjemmeside på adressen:

Finnebarn.dk

 

Trine Daimi Kalliomäki

Træffes på mail: trine@trinedaimi.dk, telefon: 23 98 04 00

eller på adressen: Brobergsgade 16, 4 th, 1427 Københavmn K

 

Trine Daimi Kalliomäki

I redaktionen: Trine Daimi Kalliomäki, Rene Vainö Väyrynen.