Nyhedsbrev maj 2016

 

Haderslev 2016.04.04.

 

 

Kære medlemmer og andre modtagere af brevet,

 

  1. Der er allerede tilmeldt en del medlemmer til årsmødet i Rudbøl, men der er stadig plads til mange flere (kroværten påstår, at han har 300 sengepladser!).

 

Det er vigtigt, at I skriver på tilmeldingssedlen, om I ønsker et ekstra døgn (fredag til lørdag eller søndag til mandag) ligesom I naturligvis skal skrive, om I ønsker et værelse uden at skulle forcere trapper.

HVIS du kommer alene, og godt vil dele værelse med en anden, uden at du har fundet en værelseskammerat, så skriv også det på sedlen.

 

Desuden vil jeg meget gerne have tilmeldingen skriftligt, evt. vedhæftet på en mail, så jeg er sikker på, hvem der kommer – et par stykker har ringet, men dem har jeg endnu ikke registreret – jeg venter på sedlen!!!

Husk endelig at sende som B-post. Det er blot 8 kr. mod 19 kr. som A-post – og jeg har erfaring for, at det oftest går lige så hurtigt med B- som med A-post!

 

Som nævnt i martsbrevet blev tilmeldingsfristen udskudt til d. 24. april,

så der er lidt tid at løbe på endnu, men jeg be´r jer:

 

LAD VÆRE MED AT UDSÆTTE TILMELDINGEN TIL SIDSTE ØJEBLIK!

 

Mødet i Hedehusene forløb på sædvanlig god måde. Jeg blev lidt overrasket, da de to Marianner (Lyngbye og Larsen) havde forberedt min afsked som formand med taler og gaver! Det siger jeg naturligvis mange tak for – men det får mig ikke til at ændre mening – jeg slutter som formand ved generalforsamlingen d. 28. maj, og så venter jeg stadig på, at nogen (finnebørn eller efterkommere) melder sig som kandidater til at overtage foreningen.

 

Den foreløbige dagsorden er med her i brevet, men det har jo ikke været muligt for mig at sætte navne på de ledige poster

 

I Hedehusene nævnte Niels-Ivar, at han lige som i efteråret 2015, også ville lave lørdagsmødet i 2016 i RØRUP SOGNEHUS på Fyn. Han havde forhåndsreserveret lørdag d. 15. oktober, og da der ingen indvendinger var mod den dato, så blev det vedtaget.

 

På grund af den sørgelige begivenhed som jeg har måttet skrive om allerførst i brevet, så er der afbud fra søstrene Berlin, som ellers havde meldt sig til som de første, idet jeg fik deres seddel allerede d. 18. februar. De var henvist til at bruge DSB, og de havde derfor bestilt overnatning fra fredag til lørdag her i Haderslev, så de kunne køre med Helga og mig til Rudbøl, men nu er der altså pladser ledige til andre, som også er henvist til toget. Hold jer ikke tilbage – der er plads til 3 i bilen, og vi kan også have 3 som liggende gæster.

 

Brevet vil være lidt tyndere til de fleste, idet 23 medlemmer desværre skal have en påmindelse om manglende kontingent for 2016. Det vil være rart både for mig og den kommende nye bestyrelse, at kontingentet er betalt for alle, inden andre skal overtage jobbet!

 

Foreningen har modtaget en meget fornem invitation fra Finlands ambassadør Ann-Marie Nyroos. Som endnu fungerende formand blev den sendt til mig, så jeg vil på foreningens vegne deltage i mødet d.7. april i ambassadørboligen på Grønningen 11 i København, men ved eventuelle kommende møder om Finlands 100 års jubilæum, må et medlem af den nye bestyrelse træde til, og måske vil det til den tid være praktisk og formålstjenligt, at vedkommende kan tale finsk!?

 

Mødet gælder som skrevet planlægning af festligheder i anledning af Finlands 100 års selvstændighed. Det skete, som I alle ved, d. 6. december 1917, efter at Finland havde været en del af Rusland siden 1809. Selv om den nyvalgte finske rigsdag erklærede Finland for et selvstændigt land, så blev der ikke fred i landet af den grund, idet der netop i de år havde været revolution i nabolandet Rusland, hvor kommunisterne havde afsat zaren og taget magten. Der udbrød en heftig borgerkrig i Finland, som endte med, at Finlands hvide styrker under ledelse af Mannerheim vandt kampen mod ”de røde” = kommunisterne, som gerne ville have indlemmet Finland i det nye Sovjetunionen.

 

Borgerkrigen eller ”indbyrdeskrigen”, som den også kaldes, blev skildret på en udstilling i ”Arbejdermuseet” i København i 2008, hvor jeg havde lejlighed til at se den. Oplevelsen var skræmmende, idet billeder og beskrivelser var meget voldsomme, hvilket vedlagte artikel fra Weekend-avisen, som Berlingske Tidende udgiver, også viser.

Jeg har haft artiklen liggende i alle årene, siden den blev trykt i avisen, men har ikke kunnet få mig til at sende den ud pga. det brutale billede, men den historiske sandhed er jo, at Finland måske er det europæiske land med den mest blodige ”fødsel” – det er nok kun Jugoslaviens opløsning i de mange nye lande på Balkan, som man kan sammenligne med.

 

Det var nødvendigt at skære avissiderne op i spalterne for at jeg kunne få plads til det hele i nogenlunde sammenhæng – derfor det sammenklistede resultat!

 

Ved mødet i Hedehusene fik foreningen et nyt medlem, idet Seppo Jensens datter meldte sig ind. Hun bor dør om dør med Seppo, og hendes navn og adresse er:

Ulla Røngaard

Ny Vordingborgvej 3

4771 Kalvehave

For en måneds tid siden meldte endnu et nyt medlem sig, nemlig:

Merete Engell

Ordrupvej 49 II. 203

2920 Charlottenlund

Meretes mor var ”finnebarn”, men hun døde tidligt, idet hun blot blev 51 år gammel. Merete er sygeplejerske og har arbejdet mange steder i verden udsendt af ”Læger uden Grænser”. Om sine oplevelser der har hun skrevet bogen ”Sygeplejerske i verdens brændpunkter”.

 

Mens jeg er ved bøger, kan jeg da også skrive, at Tapio Juhls bog ”De gode hensigters tid” nu er på bibloitekerne, så man ikke behøver at købe den selv, men hvis man gerne vil have den i sin samling, så kan den fås hos Tapio. Prisen er 200 kr. og så kommer der nok porto til (ca.30 kr.)

 

Fra Reijo Pajuojas bog ”Som krigsbarn i Danmark” har jeg valgt historien, som Leila Koskinen har fortalt. Overskriften er ”Som Frimands egen datter.” Særlig indledningen glæder mig, idet Leila skriver, at de andre misundte dem, der fik lov at komme af sted! Og i det hele taget er det en positiv beretning i modsætning til de mange negative historier, som man af en eller anden grund helst skriver om i Sverige.

 

Så er der et par sider, som de fleste nok kender det meste af i forvejen, men en sammenhængende, historisk oversigt over, hvornår og hvordan vi kom herned, og hvem der organiserede det hele, kan vel ikke skade.

 

Fra 1. juni får Marianne Lyngbye ny adresse, idet hun og Ole flyttet fra 4340 Tølløse til                                  Konsul Beyers Allé 28 st.th

4300 Holbæk

Holbæk er i forvejen den by, hvor der bor flest medlemmer fra finne-børnsforeningen, og Marianne bliver det tredje medlem, som bor på Konsul Beyers Alle!!

 

Og til allersidst må I have mig tilgivet, at jeg endnu engang sender noget om det finske skolevæsen, men når nu en person med stor indsigt i såvel danske som finske skoleforhold skriver så rosende om det finske skolesystem, så kan jeg som skolemand i 40 år i Danmark ikke lade være med endnu engang at sende de rosende ord om Finland ud til alle medlemmerne.

 

Næste brev vil blive sendt så hurtigt som muligt efter generalforsamlingen – og det bliver så det sidste fra min hånd. I løbet af årene siden foreningens start d. 6. december 1992 er det blevet til minimum 200 breve – jeg kan ikke sige det præcise antal, men i mange år har der været 9-10 breve hvert år.

 

Med venlig hilsen

 

Kai

 

 

P.S. Aprilbrevet, som var formet som et lille hefte, fik rosende omtale i Hedehusene, men det er dette brev ikke egnet til!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *