Nyhedsbrev marts 2012

 

 

 

Kære medlemmer og andre modtagere af brevet.

 

 

 

Ligesom vi i Danmark holder et årsmøde, så gør ”krigsbørnene” i Sverige det samme, og i år er det i en så fin afstand fra Danmark, at det endda er nærmere for de mange medlemmer, som bor på Sjælland og især for københavnerne, at rejse til krigsbørnenes årsmøde i Tyringe i Skåne i weekenden 18.-20. maj, end det er til vort eget møde her i Sønderjylland!

På trods af den længere rejse til vort møde, håber jeg, at mange også fra Sjælland vil komme til SLUK-EFTER kro her tæt ved Haderslev i weekenden 1.- 3. juni. Jeg modtog indbydelsen fra Sverige dagen efter, at februarbrevet var sendt af sted, så der er kun kort tid til at beslutte sig for tilmelding til det svenske årsmøde, idet fristen er sat til mandag d. 2. april. Hvis du tager turen til Tyringe, så læg mærke til, at deltagerne der skal betale forud senest d. 11. april på en konto med et meget, meget langt nummer. Jeg håber, at vi også denne gang kan klare os ved at betale ved ankomsten til SLUK-EFTER.

 

For et par uger siden var der en artikel om SLUK-EFTER i den lokale avis, så nu kan I læse om stedet, hvor vi skal mødes. Om værtens version af navnets oprindelse er den rigtige, tror jeg ikke, idet den version, som jeg sendte i januarbrevet, den fik jeg allerede fortalt, mens jeg var barn i Hoptrup, som kun ligger ganske få km fra Vedsted.

 

Jeg var i vanskeligheder med hensyn til underholdning lørdag aften ved årsmødet, idet de to muligheder, jeg oprindeligt havde regnet med, begge blev alt for dyre – 7-8.000 kr. for 2×45 minutter ville belaste budgettet for meget, idet jeg højst regner med samme antal deltagere som for et år siden på Liselund, nemlig lige omkring 50.

Heldigvis trådte Jarmo til med et par gode forslag, og selv om den gruppe, som Jarmo mente, ville være bedst, ikke kunne lade sig gøre, fordi der ikke er et klaver på SLUK-EFTER, så fik han en aftale med nogle andre, som bor længere borte, men alligevel til en rimelig pris.

 

Den første tilmelding til årsmødet kom allerede d. 21. februar, så nu venter jeg spændt på de næste, for husk at fristen for tilmelding allerede er d. 27. april!

 

Et mandligt medlem, som kommer alene, søger en eller to andre, som han kan dele værelse med. Skriv på din tilmelding, om du er interesseret i værelsesfællesskab, så ”forbinder” jeg de interesserede med hinanden, så I selv kan aftale endeligt!

 

Den foreløbige dagsorden er med i brevet her. Kommentarer og nye forslag skal være sendt til mig senest 14 dage før generalforsamlingen, dvs. senest d. 19. maj.

 

Desværre må jeg give besked om en udmeldelse, idet Raili Christensen, 2100 København Ø, i et brev for ca. en måned siden skrev, at hun desværre havde truffet den svære beslutning at forlade foreningen (Raili havde sat flere streger under ordet ”svære”), idet hendes helbred ikke længere gjorde det muligt for hende at deltage i møder i fremtiden. Det er nok sådanne breve, jeg må forvente flere af i de kommende år, og senest har jeg fået at vide fra Olavi Oksa (Kerava, Finland), at deres forening, som jo er vores moderforening, bliver nedlagt med det sidste møde i slutningen af maj. Der er ikke længere tilslutning til møderne, og ingen vil tage arbejdet med arrangementer.

 

Det var dog også en glædelig ting, jeg fik at vide fra Olavi, idet han fortalte, at de arbejdede på at komme en lille flok til vort møde på SLUK-EFTER, men hvor mange og hvem, kunne han ikke sige, for han skulle først i gang med forhandlingerne med den vognmand, som sidste år bragte dem til LISELUND fra lufthavnen og tilbage igen. Men mon ikke de to trofaste, Ritva Tuokka og Anja Lario, er med!

 

Antero Rousku har sendt mig et eksemplar af sin nye bog, som handler om den dejlige natur og særlige hændelser og personer på Nordfyn. Han kalder bogen ”Lysets Hindsholm”, og den er flot illustreret med

akvareller, som hans hustru, Elsa, har lavet, og desuden er der masser af smukke farvefotos af naturen deroppe på det nordligste Fyn. Hvis du er interesseret i et eksemplar, kan bogen købes for en specialpris for finnebørn, nemlig 100 kr. Hvis den skal sendes, er portoen 21 kr. til medlemmer i Danmark.

 

Artiklen ”Vilde Finland ikke være neutral i 1938?” fik jeg fra Terttu Andersen (4700 Næstved). Den er fra november 1944 i et skrift ved navn ”Fri presse” (illegalt blad?) og ifølge artiklen har Sovjetunionen åbenbart været ret ivrig efter at sikre sig fredelige tilstande mod nord før den forventede krig mod Tyskland.

 

Digtet ”Finlands Kamp” var på et af de udklip, som jeg fandt i Pirkko Andersens (4000 Roskilde) bog ”Finland i ord och bild”. Forfatteren er Valdemar Rørdam, som nærede meget varme følelser for Finland. Han var den første, som omskrev den finske nationalsang til dansk – sikkert efter den originale, svenske tekst, idet han nok ikke kunne finsk. Det er dog ikke hans oversættelse, vi bruger ved vore møder, men den, som Hans Hartvig Seedorf Pedersen skrev i 1940.

 

Valdemar Rørdams kærlighed til Finland blev dog overgået af hans had til kommunismen, hvilket gav sig udslag i, at han skrev et hyldestdigt til Hitler i juni 1941, da Tyskland angreb Sovjetunionen. Digtet blev offentliggjort i juli, og her stod der bl.a.: ”Ved selvtugt, flid, kampmod og offerglød blev Hitlers Tyskland vort Europas hjerte”. Det ødelagde ganske hans popularitet, og han døde i 1946 som en skuffet mand.

Digtet ”Finlands Kamp” blev offentliggjort Berlingske Tidende d. 6 februar 1940, altså mens Vinterkrigen endnu var i fuld gang.

 

Også artiklen ”Norden i Smeltediglen” fra 17. marts 1940 fandt jeg i førnævnte bog. Forfatteren er den berømte digterpræst Kaj Munk, som hen imod krigens slutning blev dræbt af tyskerne på en landevej tæt ved Vedersø i Vestjylland, hvor han var præst.

 

Marianne Lyngbye /4340 Tølløse) har sendt det takkebrev, som Finlands præsident Paasikivi sendte til danskerne i 1950. Det blev trykt i Berlingske Tidende i form af en folder, som var lagt ind i avisen. Jeg er så heldig, at jeg har en af de originale foldere liggende, og selv om den har været sendt ud i et af de tidligere breve – måske helt tilbage midt i 90’erne, så er der kommet så mange nye medlemmer siden den tid, at jeg tillader mig at sende den ud igen.

 

For et par år siden besøgte Carl Eric Westerholm (Ôver Malax, Finland) Danmark for at gense de steder, hvor han havde været i 1940’erne. Det blev til både gode og dårlige oplevelser ved besøget, som Helga senere skrev et par sider om. Jeg mener ikke, at det har været sendt ud tidligere, så bedre sent end aldrig.

 

Jeg har lige haft min sidste ”fortælleaften” i denne sæson (d.1.marts) Jeg vil ikke kalde min snak om finnebørn for foredrag, så derfor står der i den lille artikel, at ”et finnebarn fortæller”. Det var engang i januar, da jeg besøgte Sct. Georgs gilderne i Røde Kro, men deres computer har åbenbart haft aversion mod sammensætningen ”fi”, for det er blot blevet til en lille firkant!      

 

I den store stak af papirer fra Foreningen NORDEN i Tønder har jeg denne gang valgt nogle af de ældste, nemlig fra februar/marts 1940, da de første tilløb til hjælpearbejdet for finske børn startede. I starten af februar lavede man en lokalkomite, som hurtigst muligt skulle skaffe penge til arbejdet, og man opfordrede ligefrem til at give 1% af sin indkomst som fast månedlig eller ugentlig bidrag. Samme slags arbejde fandt sikkert sted mange andre steder i Danmark.

 

De første børn skulle komme i marts, men de blev alle sendt til Næstvedegnen, så Tønder blev forbigået i første omgang, selv om man allerede havde tilsagn fra et stort antal hjem om at modtage et barn.

Om aftenen d. 4. marts var der et interview med formanden for Finlandshjælpens evakueringsudvalg, borgmester Kaper. Spørgsmålene til ham og hans svar blev sendt til alle landets aviser, og de er med her i brevet. Da Vinterkrigen sluttede få dage senere d. 13. marts 1940, kom der ikke flere finnebørn til Danmark i den omgang, men det store antal kom så under Fortsættelseskrigen fra efteråret 1941 og især i 1942.

 

Til sidst et lille hjertesuk! De 31 medlemmer, som endnu ikke har betalt kontingentet for 2012, bedes gøre det, og helst inden revisionen i slutningen af april.

 

Med venlig hilsen

 

 

Kai

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *